En moderne revy
Populær forestilling kommer til Musikhuset
En af landets mest populære revyer kommer til Aarhus.
Torsdag offentliggjorde Musikhuset i Aarhus sit program for efteråret 2014, og her kommer Tam Tam i Musikhuset til byen, hvor forestillingen er på plakaten under Aarhus Festuge.
Revyen, der har Niels Olsen og Christiane Schaumburg-Müller i nogle af hovedrollerne, forsøger at være mere fræk og skille sig ud fra den traditionelle opfattelse af en revy.
- Jeg tror, at det specielle ved denne revy, hvis man sammenligner med traditionen i Danmark, er det, at der er mere sang og musik i den, den er lidt mere fræk og lidt mere moderne, siger Mette Kier, der er programchef i Musikhuset i Aarhus.
Og hun bakkes op af skuespiller Niels Olsen.
- Det er en revy, som prøver at tage temperaturen på tiden. Og så har vi også prøvet at give revyen et skub fremad rent musikalsk og prøvet at forny det musikalske univers i forhold til, hvad man ellers bruger i revyer, siger skuespilleren med rødder i Aarhus.
- Jeg synes, det er super hyggeligt at få lov at have en uges tid i de gamle og vante omgivelser, siger Niels Olsen.
Tam Tam i Musikhuset spiller fra den 30. august til den 6. september.
Du kan se mere om forestillingen i indslaget over artiklen.