En levende legende
Anmeldere begejstrede efter Tom Jones-koncert
Trods en alder af 74 år er Tom Jones stadig i stand til at levere varen, når han indtager scenen.
I hvert fald er anmelderne begejstrede efter den walisiske sangers koncert på Værket i Randers onsdag aften.
Christian Voldborg Andersen fra det aarhusianske musikblad Gaffa giver Tom Jones' præstation fem ud af seks mulige stjerner.
Han hæfter sig ved, at Tom Jones har en gudbenådet stemme, som ikke er blevet dårligere med alderen. Ifølge ham er det ikke uden grund, at han tidligere fik navnet "The Voice".
- Det er næsten ikke til at fatte, at Tom Jones er fyldt 74 år, fordi han synger stadig rock, blues, soul, country, folk og pop med en nærmest svimlende kraft, pragt og nerve, der ville få de fleste yngre sangere i dag til at blegne ved sammenligning, mener Christian Voldborg Andersen.
Også i den Randers Amtsavis er der roser til Tom Jones efter koncerten på det lokale musik- og teaterhus.
Avisens anmelder, Flemming Bülow Poulsen, hæfter sig ligesom sin kollega på musikbladet Gaffa ved den walisiske sangers uforlignelige stemme, der holdt samme høje kvalitet fra start til slut.
- Det er lidt underligt, at den stemme, der strømmede ud af højttalerne midt i 1960erne, er lige så god "live" i dag. Men det er den - Tom Jones indfriede forventningerne - og mere til - og tak for det.
I modsætning til Gaffa uddeler Randers Amtsavis ikke stjerner i kølvandet på koncerten på Værket.