En guldlærling fejret
SchweizerBageriets Lasse Tronhjem Pedersen modtog en guldmedalje for sine flotte præstationer
SchweizerBageriet i Aarhus' Lasse Tronhjem Pedersen fra satte onsdag kronen på værket ved at afslutte sin bageruddannelse med absolut højeste samlede karakter - nemlig rent 12.
Det udløste den yderst sjældne hæder, nemlig en guldmedalje:
- Jeg synes det er overvældende - helt ekstremt overvældende. Det var jo ikke det, jeg havde regnet med, siger Lasse Tronhjem Pedersen til TV 2 | ØSTJYLLAND.
Det flotte resultat er ikke kommet af sig selv; der ligger mange timers hårdt arbejde bag:
- Langt hen ad vejen er det også et spørgsmål om at gide - at gide bruge den ekstra tid på at sætte sig ind i nogle ting, forklarer han.
Tine Lajer Petersen, der har SchweizerBageriet er glad og stolt over Lasse Tronhjem Pedersens præstation:
- Det betyder rigtig, rigtig meget at få en masse positiv opmærksomhed på bagerfaget, siger hun.
I videoen øverst på siden kan du møde Lasse Tronhjem Pedersen og høre historien bag hans succes. Du kan også høre Tine Lajer Petersen fortælle, hvad hans præstation betyder for bageriet.