En anholdt for fodboldvold

25-årig kending af politiet kunne tilsyneladende ikke holde sig i skindet og blev anholdt efter et overfald i Århus mandag aften.

Østjyllands Politi måtte mandag aften anholde en 25-årig mandlig fodboldfan i Århus midtby.

Efter aftenens hjemmekamp mellem AGF og AC Horsens samledes en mindre gruppe unge ved banegården i Århus, hvor der tilsyneladende opstod ballade.

Ifølge politiet modtog man en anmeldelse fra en yngre mand, som var kommet på kant med gruppen.

Her havde den 25-årige angiveligt slået den 20-årige mand med en knytnæve.

Den anholdte er ikke et ukendt ansigt på politistationen, hvor man nu er ved at afhøre manden for at finde ud af, om der skal rejses sigtelse for vold.