Elever overvældet over interesse for indsamling: - Det er vildt
Elever fra Viby Gymnasium og HF har lavet en indsamling til Knæk Cancer - og det er gået meget bedre end forventet
34.000 kroner.
Så meget har eleverne fra 3.a på Viby Gymnasium og HF i Aarhus indsamlet til kampen mod kræft, og lørdag aften gives pengene videre til formålet i forbindelse med TV 2s Knæk Cancer-show på tv.
Læs også
- Det er fuldstændig vildt, og vi er mega overvældede, siger Emilie Meyer Axelsen fra 3.a til TV2 ØSTJYLLAND.
Klassen startede indsamlingen, efter en af deres lærere blev ramt af sygdommen og nu er indlagt på et hospice.
- Hvis vi kunne gøre noget for at redde ham, ville vi give vores højre arm. Det kan vi ikke, men vi kan være med til at gøre en forskel for andre, siger Emilie Meyer Axelsen.
Mere end forventet
I begyndelsen var målet for indsamlingen beskedent. 1.000 kroner, lød det. Men efter blot en time var det nået, og så blev ambitionen større. 10.000 kroner.
Men også det mål er altså mere end bare nået. 34.000 kroner er nu klar til at hjælpe i kampen mod kræft.
Læs også
Folk har kunnet donere penge til indsamlingen, og så havde eleverne arrangeret en fredagsbar i går, hvor alt overskuddet gik til formålet.
- Det gik rigtig godt. Der var mange lærere og elever, og der var stor interesse for de konkurrencer, vi lavede, siger Emilie Meyer Axelsen.
Knæk Cancer
Knæk Cancer er et samarbejde mellem Kræftens Bekæmpelse og TV 2. Det store indsamlingsshow finder sted lørdag den 27. oktober 2018 og sendes live på TV 2 kl. 19.45.
Hende og resten af klassekammeraterne have blandt andet bagt kage og fået snacks sponsoreret, som så alt sammen blev solgt til fredagsbaren.
- De andre synes, at det var et godt initiativ, og de roste det meget, siger Emilie Meyer Axelsen.
'Man skal bare kaste sig ud i det'
Hun har et godt råd til andre, som måske overvejer at lave en indsamling til et godt formål.
- Man skal bare kaste sig ud i det. Og man skal gøre det, mens man kan, for det hjælper alt sammen. Man skal ikke stå alene med det, og det er helt ok at spørge andre om hjælp til det, siger Emilie Meyer Axelsen.