Ekstra U2-billetter til salg i dag

Var du ikke blandt de heldige, der sikrede sig en billet til koncerterne med U2 i Horsens? I så fald er der håb endnu.

Billetterne til koncerterne med det verdensberømte irske band blev udsolgt allerede samme sag, som de blev sat til salg. Faktisk tog det kun et kvarter at afsætte de i alt 70.000 billetter.

Men nu er der håb for dem, der forgæves stod i kø på posthuset eller forsøgte at sikre sig billetter på nettet.

I dag, mandag, kommer der nemlig ekstra billetter til salg til U2's besøg i Horsens.

- Når vi har sådan en kæmpe produktion med 70.000 billetter, så sker der jo det, at vi skal holde nogle billetter tilbage... Det har vi fået overblik over i dag, og de sidste billetter er til salg i dag kl. 16, siger direktør for Horsens & Friends Frank Panduro til Radio Horsens.

De sidste billetter sælges i dag kl. 16 ved indgang 4 ved Forum Horsens.

Ifølge Radio Horsens er der både siddepladser, VIP-billetter og ståpladser til salg - men altså i et meget begrænset antal. Alle billetterne sælges til normalpriser.