Ekspert vil bremse udgifter

Sygehusudgifter steget med 92 pct. på 10 år

Den landsdækkende tendens smitter af på Aarhus Universitetshospital, oplyser DR Østjylland. 

Her er udgifterne til kræftbehandling på onkologisk og hæmatologisk afdeling de sidste 10 år næsten firedoblet, så afdelingerne i dag bruger 735 millioner kroner om året. 

Men det er der ikke råd til, mener Jes Søgaard, der er direktør i Dansk Sundhedsinstitut.

- Udgifterne skal simpelthen bremses. Væksten har været for kraftig de sidste 10 år, siger han.

Jes Søgaard forklarer, at sygehusudgifterne på kræftområdet er steget næsten dobbelt så meget som for det øvrige sygehusvæsen de sidste 10 år.

- Kræftbehandlingen er nok det enkeltstående sygdomsområde, der har bidraget mest til udgiftsstigningen, siger han. 

Men sundhedsdirektør i Region Midtjylland Ole Thomsen kalder de stigende udgifter nødvendige.

- Jeg synes ikke, man skal fokusere på de afdelinger alene.

Udgiften til for eksempel robotkirurgi stiger også rigtigt meget, og det skyldes, at vi kan tilbyde patienterne mere og mere avanceret behandling, som nogle gange vil kurere dem, og som de i stedet ville være døde af.

Ole Thomsen mener, at Region Midtjylland er nødt til at følge med den teknologiske udvikling, fordi borgerne ellers vil søge hjælp i Tyskland og andre lande, hvor den nyeste behandling bliver tilbudt.

- Hvis ikke vi tilbyder det, så kan borgerne søge det i udlandet, så det er et internationalt problem, siger han. 

Den tidligere sundhedsdirektør i Region Midtjylland og nuværende direktør i Kræftens Bekæmpelse, Leif Vestergaard, siger, at det vil få alvorlige konsekvenser at lave prioriteringer på kræftbehandlingsområdet.

- Sker det, så bryder vores tillid til sundhedsvæsenet sammen, og så kan jeg sige dig en ting, så skal man nok forsikre sig. Og dem, der ikke har råd til det, de får anden eller tredjerangsbehandling, siger Leif Vestergaard. 

Jes Søgaard mener ikke, der er nogen vej uden om de svære prioriteringer.

- Hvis vi ikke vil øge skatteskruen, så er vi simpelthen nødt til at have en anden prioriteringsdagsorden i det danske sundhedsvæsen. Vi kan ikke effektivisere os ud af det, siger han.