Ekspert: iPads til elever er vejen frem
Har taget hul på fremtidens skole
iPads vil erstatte blyanter og bøger i fremtidens skole, vurderer professor.
I dag er det skolebørnene i Odder Kommune. Men efterhånden vil det være alle landets skolebørn, der som den mest naturlige ting i verden bruger iPads i undervisningen.
Det konstaterer professor Birgitte Holm Sørensen, DPU, Aarhus Universitet, efter at Odder Kommune som den første kommune i Europa tirsdag indgik en aftale om at forsyne samtlige elever og lærere i kommunen med iPads - i alt 2580 styks.
- Odder Kommune tager hul på hele den mobile og digitale teknologi, og det vil helt klart blive en meget væsentlig del af fremtidens skole, og jeg tror, at mange skoler vil følge efter, siger Birgitte Holm Sørensen.
- Det er den vej, det vil gå i skolen. Efterhånden vil alle læringsmidler i skolen være digitalt baserede, siger hun.
I forvejen er børnene vant til at bruge computer hjemmefra og er fortrolig med ny teknologi fra de er helt små, fastslår Birgitte Holm Sørensen.
- Allerede i dag ser vi jo tendensen, at børnene selv tager deres computer og avancerede mobiltelefoner med og bruger i undervisningen.
Ifølge Birgitte Holm Sørensen giver den digitale teknologi børnene mange forskellige muligheder for at lære. Det gør det dels nemmere for dem at lære, og lærerne kan i højere grad lave differentieret undervisning.
- Der er mange udtryksformer og mange måder at arbejde på og dermed mange læringstilgange for børnene. De kan gå til deres stof på forskellige måde, visuelt igennem tekster, animationer, eller de kan kombinere forskellige dele, og det gør det nemmere at lære, siger hun.