Efterskoleelev er vågnet

17-årig er i bedring og flyttes fra Intensivafdelingen på Skejby Sygehus

Den 17-årige elev på Lundby Efterskole er i klar bedring, efter lægerne på Skejby Sygehus tirsdag bragte ham ud af den kunstige koma. Han er ude af respirator og trækker nu vejret selv.

- Patienten er vågnet op, og han har det godt. Derfor vil vi i løbet af i dag (onsdag red.) flytte ham fra Intensivafdelingen og over på et almindeligt sengeafsnit, siger ledende overlæge Lars Ilkjær.

Den 17-årige dreng blev fredag fløjet i helikopter til Skejby Sygehus efter ulykken på Præstø Fjord, hvor han og flere andre elever og lærere kæntrede i en dragebåd. 

Efter han var blevet reddet op af vandet, var drengen meget afkølet og havde fået hjertestop, og derfor blev han altså lagt i kunstigt koma af lægerne.