Efterskole gennemgår sikkerheden

Nordsamsø Efterskole vil gennemgå alle sikkerhedsprocedurer efter båd-ulykken ved Præstø

En efterskolelærer frygtes omkommet efter ulykken i Præstø Fjord.

Det er forstander Jørgen Hald, der har taget initiativ til at gennemgå procedurerne efter den tragiske ulykke ved Sjælland.  Her frygtes en efterskolelærer omkommet, mens flere elever har været i livsfare.

Jørgen Hald tvivler dog på, at en lignende ulykke vil kunne ske på hans efterskole.

- Man kan aldrig sige aldrig, men dels sejler vi ikke med den type både, og dels sejler vi aldrig om vinteren, siger Jørgen Hald til DR Østjylland.

På Samsø bliver bådene taget op i slutningen af oktober eller begyndelsen af november, og så kommer de først i vandet igen i april eller maj måned afhængig af vejret.