E-mail krig i store virksomheder

Vestas i Randers kender problemet

Der opstår mange misforståelser, når forskellige kulturer støder sammen pr. e-mail

E-mail-krig. Sure miner. Og tidsspilde på højeste lederniveau. Det er resultatet af sproglige og kulturelle forskelle mellem danske virksomheder og deres udenlandske filialer.

Det fremgår af en undersøgelse fra Aarhus Universitet, hvor lektor Jakob Lauring siger:

- Danskere er tit meget kortfattede, hvor man i andre lande skriver meget lange mails for at få mange detaljer med, og det irriterer mange gange danskerne, som så bliver endnu mere kortfattede og svarer tilbage med blot 'ok', forklarer Jakob Lauring.

Han har i sine studier har fundet adskillige eksempler på, at små misforståelser og danskernes evne til at skære ind til benet ikke kun bremser effektiviteten - men ligefrem fører til, at dygtige medarbejdere kvitter jobbet i afmagt og vrede over en uskyldig mail.

- Det er svært at stoppe igen, fordi man ikke lige kan gå hen og få talt det ud, og så starter det, mange kalder 'e-mail-wars', hvor der kommer flere og flere højerestående ledere på som cc i en kritisk dialog, og det eskalerer, og der har vi hørt flere virksomheder fortælle, at de har mistet dygtige medarbejdere - simpelthen fordi de ikke har kunnet løse
de problemer som er opstået gennem e-mails, siger Jakob Lauring.
 
Hos Vestas i Randers er det ingen hemmelighed at sproget og kulturelle forskelligheder skaber problemer. For som HR-direktør i udviklingsdivisionen, Anette Dahl, fortæller:

- Der er ingen tvivl om, at det er noget, som stort set alle i alle lag oplever hver eneste dag, siger Anette Dahl.

Vindmøllefabrikanten bruger derfor store summer på at bekæmpe sproglige og kulturelle misforståelser med udførlige manualer og videomøder.