Dynekonge raser over ny skat

Familieejede virksomheder som Jysk rammes af ny skat

Indehaveren af Jysk-koncernen, Lars Larsen fra Silkeborg, langer i dag kraftigt ud efter den nye regering.

Regeringen ønsker, at familieejede virksomheder skal betale en særlig skat, når der sker et generationsskifte.

Det betyder, at en virksomhed som Jysk vil blive beskattet med yderligere 42 procent af hele selskabets værdi i forbindelse med et generationsskifte.

Lars Larsen ser gerne, at hans søn og datter på et tidspunkt skal overtage Jysk-koncernen. Men med den nye udmelding fra regeringen kan det blive en dyr fornøjelse.

- Vi kommer ned i et lavere gear. De milliarder, som staten vil tage ved generationsskiftet, dem har vi jo så ikke længere til at ekspandere. I Jysk har vi altid gjort brugt det, vi tjener, til at erobre verden, så Danmark kan komme på verdenskortet, siger Lars Larsen til TV 2 | ØSTJYLLAND.