Dykkere leder efter forsvundet 58-årig

Dykkere fra Falck finkæmmer Grenaaen på Djursland i et forsøg på at finde lokal mand, der har været forsvundet siden december.

Falck gik fredag i gang med at finkæmme Grenaaen på Djursland i et forsøg på at finde en 58-årig mand, der har været forsvundet siden begyndelsen af december.

Jens Aage Dohm blev sidst set på værtshuset Old Games Pub i Grenaa.

Hans knallert blev senere fundet nær Grenaaen. Det er i nærheden af det sted, knallerten blev fundet, at Falcks dykkere fredag gik i vandet i et forsøg på at finde den forsvundne mand.

Jens Aage Dohms bror, Svend Erik Dohm, fulgte eftersøgningen fra nærmeste hold.

- Jeg håber på, at vi finder min lillebror i dag - selv om han er død. Så vi kan få fred i familien. Og så min gamle mor på 92 også kan få fred, siger han til TV 2 | ØSTJYLLAND.

Se mere om eftersøgningen i TV 2 | ØSTJYLLAND's udsendelse fredag klokken 19.30.