Dummere end politiet tillader
36-årig piftede politibil med kokain i lommen
28. nov 2011, kl. 17:22
Mere end 30 dage gammel
En 36-årig aarhusianer opførte sig dummere end politiet tillader, da han lørdag nat forsøgte at fragte en brandert hjem fra Diskotek Midtpunkt i Galten.
På gaden i nærheden af diskoteket holdt en patruljevogn, og her hoppede kæden helt af for 36-årige. Han piftede politibilens ene dæk, men da betjentene opholdt sig lige i nærheden, blev han anholdt på stedet.
Manden blev sigtet for overtrædelse af ordensbekendtgørelsen, og da betjentene visiterede ham, fandt de 0,5 gram kokain i hans ene lomme.
Derfor kan den 36-årige se frem til en bøde på 4.000 kroner oplyser Lokalpolitiet i Skanderborg til lokalavisen.dk.