Dronningen på juleferie

Resten af den royale familie ankommer senere

Det danske regentpar ankommer i aften til Marselisborg Slot for at fejre jul, skriver det royale ugeblad Billed-Bladet.

Resten af den royale familie følger trop de kommende dage.

Kronprins Frederik og kronprinsesse Mary kommer med deres fire børn lillejuleaften. De er netop vendt tilbage på dansk jord efter et længere officielt besøg i Australien og Vietnam.

Prins Joachim og gravide prinsesse Marie kommer også og fejrer jul med resten af familien i det aarhusianske. Parret har den lille prins Henrik med, men Nikolai og Felix holder i år jul sammen med deres mor, grevinde Alexandra.

Hele den kongelige familie samles i år på Marselisborg Slot i Aarhus for at fejre jul sammen.

Kongefamilien opholder sig traditionsrigt på Marselisborg Slot i julen, men sidste år blev mange aarhusianere snydt for den årlige juleudflugt til Kongevejen, fordi dronning Margrethe og prins Joachim fejrede juleaften på Schackenborg Slot i Sønderjylland.

I år kan man så igen få et glimt af de kongelige, når de senere i dag ankommer til Marselisborg Slot i Aarhus.

Dronningen forventes at ankomme til Marselisborg Slot i aften klokken 21:45.