Dronningen besøger Ebeltoft på fredag

Dronning Margrethe besøger Glasmuseet og Fregatten Jylland på fredag. Besøget er omgærdet af stort hemmelighedskræmmeri.

Ebeltoft får fint besøg på fredag i denne uge.

Ifølge Århus Stiftstidende besøger Dronning Margrethe både Glasmuseet og Fregatten Jylland, efter at hun fredag formiddag har været på officielt besøg i Århus. Her skal dronningen sammen med Prins Henrik indvie Søværnets Operative Kommandos nye bygninger i Brabrand. Det sker klokken 10.45.

Umiddelbart efter indvielsen tager dronningen efter avisens oplysninger videre til Ebeltoft. Besøget er dog omgærdet af stort hemmelighedskræmmeri. Hoffet har ikke oplyst om turen, og Syddjurs Kommune ved angiveligt intet om majestætens lynvisit.

Dronning Margrethe er protektor for glasmuseet, og hun skulle efter planen have klippet snoren, da museet indviede en tilbygning sidste år. Dronningen meldte dog afbud på grund af en knæoperation, og siden har hun ikke besøgt stedet.

Direktøren for glasmuseet, Dagmar Brendstrup, vil hverken be- eller afkræfte dronningens besøg over for Århus Stiftstidende.

Umiddelbart efter besøget bliver dronningen afhentet af kongeskibet 'Dannebrog', erfarer avisen.