Drabstiltalt i retten i dag

En 31-årig syrer skal i dag i retten i Randers. Han er tiltalt for drabet på en 39-årig iraker i Auning i december 2002.

Den 31-årige syrer har tidligere tilstået, at han stak en stor køkkenkniv i kammeraten gentagne gange, mens hans kone og to små sønner ventede i bilen på en parkeringsplads i nærheden.

Hidtil har offentligheden ikke fået en forklaring på hvorfor, den 39-årige skulle ende sit liv i en blodpøl på gulvet i den lille etværelses lejlighed på Centervej. De to var oprindeligt venner, men hvad der fik venskabet til at ende så brutalt står hen i det uvisse.

Politiet har i sin efterforskning været inde på alt fra menneskesmugling, terror, og  jalousi. Måske vil retsmødet i dag give en forklaring på årsagen til drabet.