Don Ø i retten efter hjemtur fra Horsens

Vil ikke hænges ud som spritbilist

Flemming Østergaard - alias Don Ø - er vred over at blive hængt ud som spritbilist. Så vred, at han nu vil føre retssager mod en håndfuld medier.

Aviserne Ekstra Bladet, B.T. og fyens.dk samt ugebladene Se og Hør og Billed-Bladet vil alle blive mødt med krav om erstatning fra den tidligere FCK-boss.

- Det er sket efter samråd med min advokat. Overskrifter og fordømmelse af spirituskørsel inden man afventer en dom. Det finder jeg mig ikke i, siger Flemming Østergaard til Ritzau.

Don Ø blev passet op af politiet lørdag den 25. juni, da han var på vej hjem fra et velgørenhedsarrangement i Horsens.

På hjemvejen holdt han pause på en rasteplads på Fyn, hvor Fyns Politi bad ham puste i et alkometer og sigtede ham for spirituskørsel. Det var en medbilist, der havde set den forhenværende fodboldboss slingre på motorvejen.

10 dage senere blev sigtelsen frafaldet, da en analyse af hans blodprøve viste, at promillen ikke var over 0,5.

- Jeg har intet som helst imod, at man skriver om, at jeg er blevet stoppet. Men jeg har noget imod, at man dømmer mig på forhånd, siger Flemming Østergaard.

Han fortæller, at han har mødt stor opbakning blandt andre kendte danskere, fordi han tager kampen op mod medierne.

- Jeg har gjort det ganske enkelt, fordi der er nogle såkaldte kendisser, der er trætte af at blive svinet til, inden man ved, hvad sagen drejer sig om, siger han.

Don Ø kræver 50.000 kroner i erstatning fra Ekstra Bladet, B.T. og Se og Hør, mens Billed-Bladet og fyens.dk bliver mødt af et erstatningskrav på 25.000 kroner.

- Det beløb, jeg har sagsøgt dem for, er ikke noget, der går til mig selv. Det går 100 procent til velgørenhed. Men jeg vil statuere et eksempel om, at nok er nok, siger Flemming Østergaard.

Se og Hørs chefredaktør, Kim Henningsen, har ifølge seoghør.dk meddelt Don Ø, at han ser frem til retssagen med sindsro.