Dømt efter trusler på TV

Pistolmand idømt 1 år og tre måneders fængsel

02:58

1 af 2

En 19-årig mand er blevet idømt en fængselsstraf på 1 år og tre måneder for trusler og våbenbesiddelse.

Det oplyser Østjyllands Politi torsdag.

I forbindelse med en bandekonflikt i det vestlige Aarhus stod den 19-årige ifølge politiet frem med en pistol i hånden i et indslag på TV 2 | ØSTJYLLAND den 8. maj i år.

Udover den 19-årige optrådte en anden person med en kniv, mens en tredje person talte om hævn og truede personer fra andre grupperinger.

To personer blev anholdt i sagen den 10. maj, og i dag, torsdag, blev personen med pistolen idømt en fængselsstraf på 1 år og tre måneder.

- Han fik dom for trusler (§ 266) og besiddelse på offentligt sted af en pistol med patroner under særligt skærpende omstændigheder (§ 192a, stk. 1, nr. 1), siger senioranklager Lars Petersen fra Østjyllands Politi i en pressemeddelelse.

Den 19-årige ankede dommen til frifindelse, men han sidder fortsat varetægtsfængslet.

Den anden person i sagen er blevet løsladt, men han er fortsat sigtet.

Du kan se det omtalte indslag fra TV 2 | ØSTJYLLAND øverst i artiklen.