Domkirke laver ungt magasin
Aarhus Domkirke lancerer et nyt magasin, der kommer til at hedde Clemens
Aarhus Domkirke lancerer et nyt magasin. Navnet bliver Clemens, og magasinet bliver husstandsomdelt til alle borgere i Aarhus Domsogn inden påske, oplyser Aarhus Domkirke i en pressemeddelelse.
- Vi udgiver magasinet Clemens af flere grunde. For det første er det en hilsen fra Domkirken til alle medlemmer i Midtbyen. For det andet er det et magasin, der tager flere af de almene og aktuelle spørgsmål op, som optager mange mennesker i dag, siger domprovst Poul Henning Bartholin, som er ansvarlig for udgivelsen, i en pressemeddelelse.
- Det kan være vanskeligt at finde et ståsted i et samfund, der på alle måder accelererer i tid og tempo. Hvor finder jeg mig selv? Hvor finder jeg fast grund under mit liv og mine meninger? Alt er i spil. Magasinet er et bud på den livsoplysning og åbne debat, som vi ønsker i Domkirken. Og vi vil gerne i højere grad inddrage byens beboere i den debat, siger han.
En af landets bedst kendte DJ's, Thorbjørn Schwarz, bedre kendt som DJ Static, er på forsiden af den første udgave af bladet. I et interview taler han blandt andet om at gøre gode gerninger.
Magasinet kommer til at være på 52 sider.