Dødsbilist i retten
35-årig på narko dræbte to unge mænd
Anklagemyndigheden tager i dag hul på sagen mod en 35-årig mand, som har et dobbelt trafikdrab på samvittigheden.
Manden var i juli sidste år fører af en bil, som påkørte en anden bil på Aarhusvej nær Homå ved Grenaa. To 20-årige mænd i den anden bil blev dræbt, mens to yngre kvinder i bilen sad fastklemt. De to kvinder overlevede begge ulykken.
Den 35-årige mand, der ifølge politiet var årsag til ulykken, var påvirket af narko. I første omgang blev manden løsladt, men da han halvanden måned senere igen blev standset af politiet, var han igen påvirket af amfetamin. Han blev derefter varetægtsfængslet.
Den 35-årige er også tiltalt for at være bagmand for et større netværk, der har solgt amfetamin på Djursland.