DMI varsler om risiko for tæt tåge i Østjylland

Bilister skal være ekstra opmærksomme på dårlig sigtbarhed i nat og i morgen

DMI opfordrer alle, der bevæger sig ud i trafikken, til at være opmærksomme på dårlig sigtbarhed. Arkiv

DMI har udsendt varsel om risiko for tæt tåge i hele Østjylland. I øjeblikket ligger den fugtige luft som en dis over landsdelen, men over natten til onsdag kan det udvikle sig til decideret tåge med en sigtbarhed under 100 meter.

- Det er især fra klokken 21.00 og frem til i morgen formiddag, man skal være opmærksom. Vi ved ikke, hvor tæt disen udvikler sig til at blive, men vi holder øje med det, siger Frank Nielsen, vagthavende meteorolog hos DMI, til TV2 ØSTJYLLAND.

Læs også Sagsøgt for at kalde et forløb for uldent: Nu er Ib frifundet igen

Han understreger, at der ikke er tale om et decideret varsel for farligt vejr, som DMI bl.a. har udsendt for Vest- og Sydsjælland. Alligevel opfordrer han bilisterne til at være opmærksomme, da den lave sigtbarhed også kan udvikle sig i Østjylland.

- Det er klart, at der er sker flere uheld, når der er dårlig sigtbarhed. Så af hensyn til trafikanterne anbefaler vi, at man kører forsigtigt, siger Frank Nielsen.

Her varsler DMI om risiko for tæt tåge

Midt- og Vestjylland, Nordsjælland, Sydvestjylland, Billund, Djursland, Odder, Trekant området, Århus NV (Kronjylland), Sydøstjylland, Silkeborg, Aarhus, Vendsyssel, Himmerland, Storaalborg, Jammerbugt, Middelfart, Nordfyn, Greve, Ballerup, Gladsaxe, Herlev, Albertslund, Høje Taastrup, Ishøj, Lyngby-Taarbæk, Furesø, Allerød, Hørsholm, Rudersdal, Egedal og Tønder