DM i springning på Vilhelmsborg
Emilie F. Martinsen danmarksmester i springning 2010. Skanderborgrytter blev juniormester.
Emilie F. Martinsen er ny dansk mester i springning for seniorer. Det blev slået fast, da hun med en pragtpræstation vandt Selene Finans DM i springning søndag den 15. august 2010 foran den forsvarende mester Andreas Schou, der fik sølv. Sådan skriver Dansk Ride Forbund i en pressemeddelelse.
Tina Lund viste også stærke takter og tog bronzemedaljen. Mesterskabet blev afviklet på Vilhelmsborg i Mårslet sammen med DRF-mesterskaberne for junior- og ungryttere.
DM-titel til Emilie F. Martinsen
Det blev den storspringende ekvipage Emilie F. Martinsen og Caballero, der i fornem stil red det danske mesterskab i hus. Et enkelt nedslag i den sidste af fire runder blev det til, hvilket ingen andre kunne hamle op med. Dermed var guldet hjemme med et samlet resultat på kun 4 fejl.
DM-sølv til Andreas Schou og bronze til Tina Lund
Efter 9 danmarksmestertitler blev Andreas Schous sejrkurve knækket ved Selene Finans DM i springning 2010. Den forsvarende mester fik dog en fornem sølvmedalje, efter at han på Chicago endte med et samlet resultat på 8 fejl efter alle fire runder. DM-bronzen gik til Tina Lund på Zamiro med samlet 12 fejl.
Østjysk juniormester
Det blev Martin Dinesen Neergaard fra Skanderborg, der red guldet hjem i DRF-mesterskabet i springning for juniorer. Da 4 ryttere var fejlfri i de to hovedspringninger i finalen søndag, måtte de tre bedste ud i en omspringning om medaljefordelingen. Her var Martin Dinesen Neergaard og Ramanoff bedst, og med 4 fejl og tiden 39,37 sekunder var DRF-mesterskabet i hus.
- Det er ikke helt gået op for mig endnu, men jeg er stolt. Det var utroligt spændende - især fordi jeg var første rytter i omspringningen, og med et nedslag er alt jo stadig åbent. Men heldigvis for mig fik de andre også nedslag. Og så var det jo godt, vi havde redet en rigtig god tid, siger Martin Dinesen Neergaard, DRF-mester i springning for juniorer 2010.
DRF-sølv til Regitze Ericsson og bronze til Kasper H. Hansen
Regitze Ericsson på Carlos Cantus tog sølvmedaljen i DRF-mesterskabet for juniorer efter 4 fejl og tiden 41,80 sekunder i omspringningen i finalen. Bronzemedaljen gik til den forsvarende DRF-mester Kasper H. Hansen på Silver, der fik 8 fejl i omspringningen og tiden 39,48 sekunder.