Djurslands Bank: Plus på 31 mio.

En del af overskuddet skyldes hushandler og omlægninger af boliglån

Den øgede aktivitet på boligmarkedet smitter af på Djurslands Bank med hovedsæde i Grenaa.

Det østjyske pengeinstitut har netop fremlagt sit regnskab for 1. kvartal. Her er det lykkedes banken at præstere et overskud på 31,5 mio. kr.

Ifølge Djurslands Bank skyldes overskuddet blandt andet, at antallet af bolighandler er stærkt stigende - specielt i Aarhus-området.

Derudover har mange boligejere udnyttet den historisk lave rente til at konvertere lån. Dette har også givet flere opgaver - og dermed flere penge - til Djurslands Bank.

Se: Fordobler og opjusterer

- Aktiviteten på boligmarkedet er den bærende årsag til vores overskud. På grund af det lave renteniveau er mange interesserede i at få låst deres rente fast, siger direktør i Djurslands Bank Lars Møller Kristensen til TV 2 | ØSTJYLLAND.

Djurslands Bank har netop offentliggjort, at den efter sommerferien vil åbne en filial i Skødstrup nord for Aarhus.

Det er dog endnu ikke besluttet, hvor i Skødstrup filialen skal ligge.

- Vi har i forvejen filialer i Risskov og Hornslet - men ingen i området midt imellem. Vi synes, der er et hul i markedet. Det er et spændende område, som har fremtiden foran sig, siger Lars Møller Kristensen.