Diskuterer skolefremtid på Facebook

Skoledebat skal have eleverne med

Odder Kommune  er gået på facebook for at få dialog med alle parter - og specielt eleverne - om fremtidens folkeskole. 

Odder Byråd skal i løbet af efteråret og vinteren vedtage en struktur for fremtidens folkeskole, og med åbningen af facebooksiden markerer Odder Kommune, at debatperioden nu er startet.

- For at komme i kontakt med skoleeleverne, har vi valgt at bruge Facebook som kanal, men vi håber også på input fra skolernes ansatte, fra lederne og fra børnenes forældre, ligesom input fra ganske almindelige mennesker også er velkomne, siger formanden for kommunens Børn, Unge og Kulturudvalg, Lars Grønlund (soc.dem.) i en pressemeddelelse.

Debatten på Facebook følges op af debat- og dialogmøder med elevrådene og skolebestyrelserne samt et åbent debatmøde onsdag 1. september.

For at give nogle relevante indspark til debatten har Odder Kommune oprettet en særlig hjemmeside - www.fremtidensfolkeskole.odder.dk.

Her kan både elever, forældre og andre læse og høre forskellige synspunkter om fremtidens folkeskole.

Link til Facebook-siden her