Diskotek skal betale erstatning

Ung mand med afghanske rødder blev afvist ved døren. Etniske danskere kunne godt komme ind

01:55

Genrefoto

1 af 2

Ejeren af diskotek Brews'n'Bongo, der netop har skiftet navn til PORT 33, skal betale 10.000 kr. i erstatning til en lokal handelsskoleelev.

Ifølge netavisen mja.dk blev Shabir Sohaili med afghanske rødder for et år siden afvist ved døren, mens etniske danskere godt kunne komme ind på det silkeborgensiske diskotek.

Ligebehandlingsnævnet under Ankestyrelsen har siden behandlet sagen, der betragtes som etnisk diskrimination.

Nævnet er nu kommet frem til, at Brews'n'Bongo udsatte Shabir Sohaili for diskrimination.

- Vi har aldrig før givet så stor en godtgørelse i den slags sager. Men vi er opmærksomme på, at afgørelserne skal have en afskrækkende effekt, hvis vi skal have diskriminationen i nattelivet væk, for der er ingen tvivl om, at det er et reelt problem, siger Ligebehandlingsnævnets formand, Tuk Bagger, til dagbladet Politiken.