Direktør trumfede sponsorexit igennem
Mystik om forløb, der betyder, at Randers HK står uden hovedsponsor
På overfladen virkede det ganske udramatisk, da Randers HK og Elro kort før jul meldte ud til offentligheden, at energi- og kommunikationsvirksomheden ikke ønskede at forlænge
hovedsponsoratet i den succesfulde håndboldklub.
Men Randers Amtsavis kan i dag fortælle, at Elros administrerende direktør, Henry Lei Jacobsen, har skullet kæmpe for at overbevise sin bestyrelse om, at det er en god idé at droppe millionsponsoratet.
En beslutning, der betyder, at Randers HK i næste sæson står uden de to-tre millioner kroner, som Elro årligt har sendt i klubkassen hos ligaens førerhold.
Ifølge flere af hinanden uafhængige kilder var et flertal i bestyrelsen i første omgang indstillet på at forlænge hovedsponsoratet. Ifølge Amtsavisens oplysninger var det kun bestyrelsesformand Nikolaj Per Schøler og yderligere et bestyrelsesmedlem, der i første omgang bakkede op om Elro-direktørens indstilling.