DI: Universiteter bryder loven

Når fem års uddannelse i bl.a. Aarhus kan klares på tre, er der noget galt, mener erhvervslivet

At studere må ikke være et halvdagsjob i et begrænset antal måneder om året.

Det er i strid med universitetsloven, for den kræver, at universiteterne udbyder studier på fuld tid, siger Dansk Industri til Politiken, efter at det er kommet frem, at flere halvårlige semestre er skrumpet ind til blot 11-12 ugers undervisning.

- Vi mener, det er på kant med loven, når universiteterne tilbyder så lidt undervisning, siger uddannelseskonsulent Mads Eriksen fra DI til Politiken.

Han henviser til, at et års heltidsstudier ifølge universitetsloven udgøres af cirka 1650 arbejdstimer.

Bruger 29 timer ugen
Men en analyse, som Aarhus Universitet har lavet, viser, at de studerende i gennemsnit bruger 29 timer om ugen på undervisning og forberedelse. Og det giver blot 1334 timer uden ferier.

- Hvis man er meget venlig og siger, at de studerende kun holder seks ugers ferie, så bruger de reelt kun fire års arbejde på en femårig kandidatuddannelse, siger Mads Eriksen til Politiken.

- Med de kortere semesterlængder er vi nede på kandidatuddannelser på tre år. Hvis du kan gennemføre og bestå eksamener med en så lille indsats, er det, fordi barren er sat for lavt, understreger han.

Socialdemokraternes forskningsordfører Rasmus Prehn er enig i kritikken:

- Der er ingen tvivl om, at man er på kanten af både ånd og bogstav i loven, når man skærer ned i undervisningstiden, siger han til Politiken og tilføjer: Men universiteterne gør det ikke af ond vilje, men fordi de mangler penge.