DHL Stafetten skader Mindeparken

Mindeparken i Århus har taget så meget skade af årets DHL Stafet, at arrangørerne nu risikerer en kæmperegning.

Onsdag løb 14.000 deltagere ruten på fem kilometer i Mindeparken i årets udgave af DHL Stafetten.

Men de rekordmange deltagere og det kraftige regnvejr gjorde, at parken har taget mere skade end først antaget.

Nu vil Århus Kommune forsøge at udbedre skaderne, og regningen for det arbejde bliver sendt videre til arrangørerne af DHL Stafetten, Aarhus Motion.

- Som vores samarbejde er udarbejdet, så er det Aarhus Motion, som betaler for den skade, deres arrangement forvolder, siger Kim Gulvad Svendsen, afdelingschef, Natur og Miljø, Århus Kommune.

Han anslår at Mindeparken vil ligne sig selv igen om et par måneder.

DHL Stafetten fortsætter onsdag og torsdag, og Aarhus Motion erklærer sig klar til at betale for skaderne.