Det peger på en Clipper-model

Rederiet Clipper er centralt placeret i en Kattegat-løsning

Transportministeren håber at præsentere Mols-Liniens afløser på fragtruten i Aarhus på tirsdag

Trafikminister Hans Chr. Schmidt, (V) regner med at kunne fremlægge en model for en ny Kattegat-rute, når han på næste tirsdag, 9. august mødes med politikere og havnefolk fra Kattegat-området i Aarhus. Det oplyser hans pressetalsmand Jesper Damm Olsen til TV 2 | ØSTJYLLAND

Det tyder på, at der bliver tale om en løsning, hvori rederiet Clipper indgår - enten som selvstændigt rederi eller gennem sit ejerskab i det halvstatslige rederi Færgen A/S, som i forvejen besejler en række danske færgeruter.

Ministeren havde i aftes et møde med trafikordførerne i folketingets partier, hvor det efter yderligere sonderinger blev slået endeligt fast, at der ikke er mulighed for at yde statsstøtte til ruten.

Der blev samtidig oplyst, at der heller ikke juridisk  mulighed for at sende ruten i statsligt udbud, og dermed er det fastslået, at den fortsat skal drives på almindelige forretningsmæssige vilkår.

Forud for dette møde havde ministeren et møde med adm. direktør Per Gullestrup fra Clipper, og trafikordførere fra Enhedslisten til Dansk Folkeparti har efterfølgende meldt ud, at der synes at være basis for en rute på almindelige forretningsmæssige vilkår uden statsstøtte.

Direktør Anders Balle fra firmaet Frode Laursen havde håbet, at der var mulighed for statsstøtte.

- Vi havde troet og håbet på en løsning, for når transportministeren indkalder trafikordførerne til møde i sommerferien, tyder det på, de ser på sagen med stor alvor, siger Anders Balle

-  Men vi fortsætter nu vores forhandlinger med de rederier, der har vist interesse for at besejle ruten, siger han til DR 

Ud over Aarhus-Kalundborg arbejdes der også på at etablere en rute mellem Grenaa og Hundested, blandt andet i samarbejde med finasnmanden Karsten Ree.