Det første familietriatlon
Nu kan hele familien prøve kræfter med triatlon, når Dansk Triatlon Forbund og Ferrero sammen inviterer til familietriatlon
Til sommer kan hele familien være med, når Dansk Triatlon Forbund og Ferrero arrangerer 'Kinder+Sport Familie Tri 2015'.
Her kan hele familien være med i en forkortet triatlon-distance. Arrangementet gæster fire danske byer, og den første bliver Aarhus den 6. juni.
- Vi er rigtig glade for, at vi som de første i Danmark kan give børn og voksne mulighed for at gennemføre en familievenlig triatlon. Glæden ved at dyrke sport udvikles ofte i barndommen, og vi ved, at forældre og andre voksne i børns netværk er vigtige rollemodeller for at skabe gode motionsvaner i en tidlig alder. Det vil vi gerne støtte, siger formand Lisbeth Crafack fra Aarhus 1900 Triatlon.
Børn og voksne deltager på hold fra to til fire personer. Den eneste regel er, at der skal være mindst et barn mellem seks og 14 samt en voksen over 18 år. Der er plads til 100 tilmeldte teams.
Der er tre forskellige distancer, der vælges ud fra alderen på den yngste deltager. Hvis den yngste er mellem seks og ni år består triatlonet af 25 meter svømning, to kilometer cykling og en kilometer løb.
For de 10-11-årige er det 50 meter svømning, fire kilometer cykling og to kilometer løb, mens de 12-14-årige får lov at svømme 100 meter, inden de også skal cykle fire og løbe to kilometer.
Så der er altså et stykke op til den længste triatlon-distance, der også er kendt som en Iron Man, som består af 3,8 kilometer svømning, 180 kilometer cykling og et maratonløb (42 kilometer).