- Det er sygt irriterende

Utilfreds med kommunikationen i det sociale system

02:09

1 af 2

Marie Holm Laursen fra Risskov lider af svær knogleskørhed. En sygdom, som har gjort, at hun hele 300 gange har oplevet at brække en arm, ben eller anden knogle i kroppen.

De mange brud gør, at hun til tider har brug for ekstra meget hjælp for at kunne opretholde en nogenlunde normal hverdag.

Derfor har hende og hendes mor jævnligt været i kontakt med Aarhus Kommune gennem hendes 17 år lange liv for at få tilkendt de hjælpemidler og den hjælp, som Marie Holm Laursen har brug for.

Det er en opgave, som er blevet langt sværere, end den har været tidligere. Ifølge den aarhusianske familie er kommunikationen med kommunen gennem årene blevet forringet.

Nu er det i stigende grad regler, jura og paragraffer, som bliver hevet frem fra skrivebordsskuffen, når de ringer til kommunen, fortæller Marie Holm Laursen til TV 2 | ØSTJYLLAND.

- Jeg synes bare, det er irriterende, at man skal bruge så mange kræfter på kommunen. Det er sygt irriterende, at skulle spørge om hjælp til alt, siger hun og fortsætter:

- Det offentlige vil altid have, at man sætter det i kasser, men det er lidt svært, fordi nogle dage har jeg ikke brækket noget. Så kan jeg mere, og andre dage så brækker jeg lige pludselig et ben. Så jeg kan intet næsten.

Også mellem de forskellige afdelinger i Aarhus Kommune, oplever familien, at der er kommunikationsbrister.

Derfor frygter Marie Holm Nielsen for, hvordan det bliver, når hun snart fylder 18 år. Der skal hun nemlig igen ansøge om den hjælp, hun er blevet bevilliget i dag.

I tv-indslaget øverst på siden, kan du også høre, hvordan Marie Holm Laursens mor har oplevet de mange år i det offentlige system, og hvad socialrådgiverne siger til kommunikationen.