Det allersidste posthus lukker
Snart er en post-æra slut i Østjylland
Én efter én er de blevet lukket og erstattet med postbutikker i supermarkeder, pakkebokse og applikationer på mobiltelefonen.
Posthuse, som man kender dem, er snart fortid i Østjylland. Det sidste egentlige posthus på Banegårdspladsen i Aarhus skal lukke til oktober, og er derfor sidste kapitel i en lang historie.
89-årige Astrid Larsen er flittig bruger af posthuset og har været det rigtig mange år. Hun er ikke glad for tanken om, at det ikke længere ville være muligt at gå ind i dørene til det gamle posthus i Aarhus:
- Jeg synes bare, det er forfærdeligt. Det er sådan noget specielt det her, siger Astrid Larsen til TV 2 | ØSTJYLLAND.
Lukningerne af de almindelige posthuse er sket som en konsekvens af samfundsudviklingen. Vi sender langt færre breve og postkort, end vi gjorde engang.
Til gengæld bliver der flittigt sendt e-mails, sms'er og mms'er, men det tjener posthusene ikke på. Selv frimærkerne kan man i dag købe via mobiltelefonen.
Det er ikke alle, som er ked af udviklingen. Når posthusene rykker ind i for eksempel supermarkeder som Føtex, kan det for nogen gøre hverdagen lettere:
- Jeg synes ikke, det gør så meget. Jeg kommer herop alligevel og handler, og så kan man hente sin pakke samtidig, siger Simone Teslak, der selv benytter sig af at hente pakker i Føtex.
Det første posthus i Østjylland blev åbnet i 1671.
Se et tv-indslag om posthusets historie øverst på siden.