Derfor flages der i dag
Flagdag for de udsendte
I Østjylland og i resten af landet er det i dag, fredag, flagdag, og derfor blafrer Dannebrog i vinden mange steder.
Det skyldes, at den 5. september er den årlige flagdag, der har til formål at fejre Danmarks hjemvendte og udsendte soldater.
Et af de steder, hvor flaget blev hejst op, var foran rådhuset i Grenaa.
Her var omkring 20 veteraner samlet, da borgmester Jan Petersen (S) holdt tale i forbindelse med flaghejsningen.
- Det er en stor ære at byde jer velkommen til dette arrangement på rådhuset i Grenaa, hvor vi ønsker at hædre jer for jeres store indsats for Danmark, sagde Jan Petersen i sin tale.
Han fortsatte:
- Det sker på den officielle danske flagdag, 5. september, og flagdagen er en enestående mulighed for os som kommune til at sige tak til de soldater, politifolk, redningsfolk og sundhedspersonale, der har været udsendt i internationale missioner fra netop vores område. Vi ønsker ikke blot at hejse flaget for jer, men at møde jer ansigt til ansigt for at vise, at vi påskønner det arbejde, I har udført.
Under flaghejsningen spillede klokkespillet i Grenaa Kirke "I østen stiger solen op" og marchen "The Bravest of the Brave."