Der venter østjyderne en stribe lune og solrige dage
De kommende dage i Østjylland byder på tørvejr, sol og temperaturer på omkring 20 grader
Der venter østjyderne en stribe lune og solrige dage, hvor der tilmed er mulighed for løvfaldssommer.
Torsdag byder på en frisk vind fra sydøst, som sender lun luft til Østjylland, og giver os 12-14 grader allerede fra morgenstunden.
Læs også
- 12-14 grader er det, vi normalt har, når det er lunest om dagen her midt i oktober. Men torsdag skruer vi yderligere op for varmen, og her kan vi godt komme op på 18-19 grader de steder, der bliver lunest, siger Per Christiansen fra TV 2 Vejret.
Løvfaldssommer venter forude
Og hvis du er forhindret i at komme ud og nyde det lune og solrige efterårsvejr torsdag, så er der god mulighed for det de efterfølgende dage.
Både fredag, lørdag og søndag byder på sol, og det ser ud til, at termometret alle tre dage vil passere de 20 grader, hvorfor der er mulighed for løvfaldssommer - altså tre dage med 20 grader eller mere i træk.
Dermed bliver efterårsferien skudt flot i gang, men det ser ikke umiddelbart ud til at fortsætte hele ugen, for allerede mandag bliver vejret ifølge de foreløbige prognoser mere ustadigt med mulighed for regnvejr.