- Der er spirende optimisme
Erhvervslivet er ved at komme på rette køl efter finanskrisen
Efter syv magre år kommer syv fede år. Sådan var det i hvert fald i Bibelen.
Nu tror og håber erhvervslivet i Østjylland på, at udviklingen ligeledes går den rigtige retning efter finanskrisen.
Næstformand for Dansk Industri Østjylland, Lars Krabbe, fortæller til TV 2 | ØSTJYLLAND, at mange virksomheder igen oplever vækst og har derved efterhånden råderum til at ansætte nye medarbejdere:
- Vi kan i hvert fald mærke en spirende optimisme i erhvervslivet generelt, siger han.
Et af eksemplerne på denne udvikling er virksomheden Kamstrup i Skanderborg. Her modtog man for nyligt en ordre på 1,8 milliarder kroner fra DONG Energy.
Se også: Milliardordre til 'lille butik'
Ordren sammenholdt mellem den generelle positive udvikling betyder, at virksomheden i år skal ansætte 100 nye medarbejdere.
Ifølge Lars Krabbe fra DI Østjylland har virksomhederne i øjeblikket særlige gode vilkår for at vækste. Med en høj beskæftigelse, lav rente og billig kronekurs er mulighederne væsentligt forbedret.
Hvor godt det end lyder, er der dog fortsat lang vej endnu til det niveau, man oplevede før finanskrisen, understreger han:
- Det er selvfølgelig vækst i den lille afdeling på nuværende tidspunkt, men vi kommer jo også fra en periode, hvor vi har været vant til stagnation og nedgang, siger Lars Krabbe.
Det er særligt bygge- og anlægsbranchen, der har bidraget til øget beskæftigelse såsom de store byggeprojekter på for eksempel Aarhus Havn og det kommende supersygehus i Skejby.
Du kan se de nyeste beskæftigelsestal fra De Regionale Arbejdsråd i Østjylland ved at klikke her.