Delika i listeria-svigt

Har ikke taget nok prøver

Foto: Google Maps

En af Danmarks største pålægsproducenter, Delika i Hammel, der som Jørn A. Rullepølser har trukket kød tilbage på grund af listeria-alarmen, har brudt loven ved ikke at tage nok listeria-prøver.

Det skriver metroxpress.

Delika fik forleden et forbud mod at producere pålæg og et andet forbud mod at markedsføre pålæg, for Fødevarestyrelsens prøver har vist, at den livsfarlige listeriabakterie var i produktionslokalerne i Hammel.

Men onsdag fik Delika også en indskærpelse for at svigte sin pligt til at overvåge sin fabrik for det dødsensfarlige listeria.

Der var taget alt for få listeriaprøver og kun otte procent at virksomhedens meget store sortiment var testet for listeria.

- Vi erkender, at vi ikke har udtaget nok prøver for listeria. Det er vi kede af, og det retter vi op på. Vi vil for alt i verden ikke snyde eller gøre nogen syge, siger Delikas kvalitetsansvarlige, Henrik Andersen til metroxpress. Han understreger, at der ikke er påvist listeria i virksomhedens produkter.