Delika flytter fra Hammel

Pålægsfirma rykker ud af Favrskov

Foto: Google Maps

Efter uenigheder med Favrskov Kommune forlader pålægsvirksomheden Delika Hammel og flytter til en anden kommune.

Dermed forsvinder omkring 50 arbejdspladser fra Favrskov Kommune.

Virksomheden har i de seneste uger haft en turbulent tid, efter der i august blev fundet listeriabakterier i en produktionsafdeling.

Bakteriefundet betød at pålæg blev trukket tilbage fra flere supermarkeder. Samtidig blev et af produktionslokalerne blev lukket ned i flere dage, og 20 medarbejdere blev sendt hjem, mens lokalerne blev rengjort.

Episoden kostede virksomheden millioner af kroner.

Direktøren for Deilka afviser, at flytningen har noget med bakterie-episoden at gøre.

- Nej, det kan jeg garantere. Kommune som ejer virksomhedsgrunden skal bygge ældreboliger, og vi har ikke kunne finde noget tilsvarende i byen, siger direktør Kurt Møller til TV 2 | ØSTJYLLAND.

Virksomheden har kigget efter nye lokaler ved Silkeborg og Skanderborg, og forventer at være ude af Hammel i løbet af 2016.