Debut på krykker
AGFs skadede forsvarsspiller Ole Budtz står i aften for første gang i spidsen for klubbens andethold. En debut som foregår på krykker.
31. jul 2008, kl. 14:12
Mere end 30 dage gammel
For godt en måned siden fik Ole Budtz dobbelt benbrud i en træningsøvelse, en skade som forventes at holde ham ude til nytår. Mens forsvarsspilleren kommer sig over skaden, har han sagt ja til at være teamchef for AGFs reservehold i 2. division, og i aften får han så sin ilddåb mod lokalrivalerne fra Skovbakken.
- Det bliver spændende, sjovt og lærerigt. Jeg glæder mig meget, siger Ole Budtz til AGFs hjemmeside.
Den debuterende træner må altså troppe op til aftenens kamp på krykker.
AGFs reservehold indleder sæsonen i 2. division Vest lørdag den 9. august, når FC Fyn gæster Fredensvang.