De blå tilbage - de røde frem
Opinionsmåling spår kanon-sejr til radikale
DR Østjylland har taget temperaturen på de østjyske vælgere efter den første uge af valgkampen, og tendensen er markant.
Begge regeringspartier og Dansk Folkeparti står til tilbagegang. Venstre og Dansk Folkeparti må begge notere et mindre fald i vælgertilslutningen, mens Konservative står til en ordentlig vælgerlussing.
- Målingen viser jo nogle spændende tendenser i forhold til sidste valg. Blandt andet er De Radikale nærmest fordoblet i P4 Østjyllands sendeområde, fortæller Jørgen Haller, der er analysechef ved Jysk Analyse, der har lavet undersøgelsen for DR Østjylland.
De Radikales fremgang i Østjylland hænger formentlig sammen med de mange unge og forholdsvist mange højtuddannede, som bor i Østjylland. Men når det kommer til, hvem der bliver valgets store taber, så ligner Østjylland resten af landet.
Enhedslisten tredobler
Mens Radikale står til at få dobbelt så mange stemmer, så står Enhedslisten til en tredobling. Fra 2,1 procent af stemmerne ved sidste valg til 6 procent ved det kommende valg.
Og for Enhedslistens folketingskandidat, Per Clausen, vil det betyde meget for partiets synlighed i det østjyske, hvis meningsmålingen holder stik:
- Det betyder, at vi bliver flere mennesker i Folketinget til at løse de opgaver, der er. Vi forventer også, at vi får mere indflydelse på en kommende socialdemokratisk ledet regering, hvis det her holder. Og så er der også den mulighed, at vi kan få valgt to kandidater i Østjylland, og det vil da også betyde meget for vore mulighed for at være synlige i det østjyske område, siger Per Clausen til DR Østjylland.
Fakta: De enkelte partiers stemmer ved henholdsvis
folketingsvalget 2007 og i dag:
Folketingsvalg 2007:
A. Socialdemokratiet 27,80%
V. Venstre, Danmarks Liberale Parti 26,56%
F. SF - Socialistisk Folkeparti 13,33%
O. Dansk Folkeparti 11,91%
C. Det Konservative Folkeparti 8,97%
B. Det Radikale Venstre 5,39%
Y. Ny Alliance (Nu: Liberal Alliance) 3,02%
Ø. Enhedslisten - De Rød-Grønne 2,14%
K. Kristendemokraterne 0,85%
Folketingsvalg 2011: (Opinionsmåling)
A. Socialdemokratiet 27 %
V. Venstre, Danmarks Liberale Parti 24 %
F. SF - Socialistisk Folkeparti 13 %
O. Dansk Folkeparti 11 %
C. Det Konservative Folkeparti 4 %
B. Det Radikale Venstre 11 %
Y. Ny Alliance (Nu: Liberal Alliance) 3 %
Ø. Enhedslisten - De Rød-Grønne 6 %
Andre 1 %
Meningsmålingen er foretaget af Jysk Analyse for DR Østjylland og bygger på svarene fra 1006 stemmeberettigede personer i DR Østjyllands dækningsområde. Interviewene er gennemført i perioden fra den 29. til den 30. august.