Danny Olsen sikrede AGF-sejr

Danny Olsen scorede til allersidst og sikrede dermed AGF en sejr på 1-0 over FC Roskilde på hjemmebanen i Aarhus

Foto: AGF / Allan Baden

AGF fik torsdag inden dagens kamp mod FC Roskilde en gave fra de østjyske kollegaer i Horsens, da AC Horsens besejrede Lyngby med 1-0.

Aarhusianerne skulle i aftenens kamp mod FC Roskilde forsøge at følge op på det og hente tre point i kampen med Lyngby om den vigtige andenplads i 1. division, der udløser en billet til Superligaen efter sommerferien.

Og det så længe ud til at glippe, men i dommerens tillægstid sparkede indskiftede Danny Olsens bolden i nettet bag Roskilde-keeperen, og dermed vandt AGF opgøret med 1-0.

AGF-træner Morten Wieghorst havde til dagens kamp igen sendt Jens Jønsson ned i centerforsvaret, og AGF-defensiven formåede at holde nullet for niende gang i sæsonen.

I den anden ende af banen havde spillerne ikke den nødvendige skarphed i afslutningerne i flere tilfælde - lige indtil Danny Olsen blev sendt på banen og reddede de tre vigtige point til klubben.

Sejren sender AGF et skridt nærmere Lyngby på andenpladsen. Sjællænderne har nu blot et enkelt point ned til AGF, og aarhusianerne har spillet en kamp færre.

Næste kamp for aarhusianerne er på søndag, hvor holdet på udebane møder Vendsyssel FF. Den kamp spilles klokken 19.00 i Hjørring.

Herunder kan du høre AGF-spillernes sejrssang.

Tre point og sejrssang #AGFFCR

A video posted by AGF (@agffodbold) on Apr 2, 2015 at 12:15pm PDT