Danmarksmester i boligsalg

Roskilde og Horsens kæmper om titlen

Der sælges masser af boliger. I hvert fald i Roskilde og Horsens. Der er faktisk ikke nogen steder i Danmark, hvor der sælges lige så mange villaer og rækkehuse som i 8700 Horsens og 4000 Roskilde.

- Siden 2010 har Horsens solgt mest i de lige år, mens Roskilde har ligget i top i de ulige. I år er det så at sige Horsens tur, men som det ser ud nu, ligger Roskilde i spidsen med 311 salg af villaer og rækkehuse mod Horsens 290 salg, siger Birgit Daetz, der er kommunikationsdirektør for boligsiden.dk i en pressemeddelelse.

Sidste år var der 82 bolighandler fra Roskildes førsteplads ned til Horsens som nummer to.

Stort udbud

Det er et stort udbud af boliger, der gør, at 4000 Roskilde og 8700 Horsens sælger så mange huse hvert år.

- Det er klart, at de helt små postnumre i indre København eksempelvis ikke kan være med i konkurrencen, da områderne er for små til at kunne trække så stort et antal handler - og desuden er der kun meget få villaer og rækkehuse. Både Horsens og Roskilde scorer højt på udbud, men i år er det eksempelvis 8600 Silkeborg, der har flest villaer og rækkehuse til salg, mens Silkeborg alligevel blot ligger som nummer fire over postnumre med flest salg, siger Birgit Daetz.

Andre byer har bejlet til tiltlen, blandt andre 8600 Silkeborg, 6000 Kolding og 7400 Herning.