Danmark ramt af vindstød af stormstyrke

På Horns Rev raser blæsten med vindstød af orkanstyrke, mens vindstødene flere steder ved vestkysten har styrke af storm. I Østjylland mærkes den kraftige vind også tydeligt tirsdag aften.

Foto: Ove Halvor Christensen‎

Der er høj bølgegang i de danske farvande og kraftige vindstød ind over landet, hvilket har ført til ændrede færgeafgange og advarsler mod vindfølsomme køretøjer og fartbegrænsninger på visse broer.

- Der er ingen tvivl om, at efteråret har indtaget os. Det er blæsende, men det hører efteråret til og er ikke usædvanligt, siger vejrvært ved TV 2 Vejret Cecilie Hother. 

Særligt til søs rammer blæsten med vindstød af stormstyrke Foto: TV 2 / TV 2

Orkan til havs

Det er vindfeltet på bagsiden af det frontsystem, der passerer Danmark i dag, som tirsdag eftermiddag gav kraftige vindstød af stormstyrke i Nordjylland. Til havs på Horns Rev er der målt vindstød helt op til orkanstyrke. På Horns Rev er der målt 34 meter i sekundet svarende 122,4 kilometer i timen.

Og det er slet ikke slut endnu, fortæller Cecilie Hother. Aftenen og natten igennem fortsætter vindfeltet ind over Danmark og ned langs den jyske vestkyst.

01:25

Video: Vejrudsigten for Østjylland den 3. oktober. 

Luk video

Fire meters bølger

I løbet af tirsdag aften rammes Østersøen omkring Bornholm, hvor færgetrafikken med hurtigfærgen Express1 er omlagt til den konventionelle færge Poul Anker på grund bølger på over fire meters højde. På både Vejlefjordbroen og Farøbroerne frarådes vindfølsomme køretøjer at passere på grund af vinden, og hastigheden er nedsat til 80 kilometer i timen på broerne.

Vinden forventes at aftage i løbet af natten.

- Når vi er kommet gennem den blæsende nat, venter der en solrig onsdag. Det bliver stadig blæsende, men mere moderat, slutter Cecilie Hother.