Danish Crown hyrer folk

Nu er det igen muligt at få arbejde hos slagteri-giganten

Hos Danish Crown, med hovedkvarter i Randers, bliver der i øjeblikket ansat omkring 150 nye medarbejdere i Randers og Horsens. Det sker fordi der nu slagtes flere svin på slagterierne igen, skriver Morgenavisen Jyllands-Posten.

Det skyldes at de danske landmænd sender færre svin til slagtning i Tyskland, hvor de hidtil har kunnet få en højere pris.
 
- Så længe Danish Crown betaler en konkurrencedygtig pris i forhold til den tyske, vil danske producenter gerne holde slagtesvinene her i landet. Der eksporteres udelukkende ud fra en økonomisk vurdering, siger formand Henrik Mortensen, Landsforeningen Danske Svineproducenter til Morgenavisen Jyllands-Posten.
Danish Crown slagtede sidste år godt 20 millioner svin.