Cykelløb starter i Randers
Post Danmark Rundt begynder i Randers Ugen
Cykelløbet Post Danmark Rundt starter i 2012 i Randers.
Fredag blev det på et pressemøde på Randers Rådhus offentliggjort, at første etape både får start og mål i Randers, mens resten af ruten præsenteres på et pressemøde til foråret.
- Vi glæder os til en fantastisk etape med start og mål i Randers og med en rundtur på Djursland forbi Grenaa og Ebeltoft, igennem både Norddjurs- og Syddjurs kommuner, på mange smalle veje og over de hårde Mols Bjerge på turen tilbage til Randers, hvor der er mål på Parkboulevarden, forklarede løbsdirektør Jesper Worre på fredagens pressemøde.
Forlænger Randers Ugen
Næste års udgave af Danmarks største cykelløb skal køres fra den 22. til den 26. august.
Post Danmark Rundt-starten i Randers betyder, at den årlige byfest, Randers Ugen, helt ekstraordinært bliver udvidet.
- Vi forlænger med glæde Randers Ugen med et par dage, når byen den 22. august 2012 transformeres til en kæmpe cykelevent. Jeg er fuldstændig sikker på, at rigtig mange borgere vælger at komme tæt på cykelrytterne og hele den flotte karavane, siger eventchef Mette Bertelsen fra Randers Eventsekretariat.