Cykelhold henter tysker
Første store navn klar til næste sæson
Det aarhusianske cykelhold Team Cult Energy har netop underskrevet kontrakt med deres første rytter i det nye team.
Den første mand er tyske Linus Gerdemann, som har underskrevet en kontrakt på to år. Den 31-årige rytter har blandt andet kørt for Team CSC og Telekom, og tilbage i 2007 vandt han syvende etape af Tour de France.
I denne sæson har han kørt for sydafrikanske MTN-Qhubeka.
Linus Gerdemann får en central plads på det aarhusianske cykelhold i næste sæson.
- Linus passer ind på holdet ved at kunne gå forrest som en af kaptajnerne. Han er en profil med meget erfaring, og har kørt på et højere niveau. Dermed har han en del erfaring, som han kan bringe videre til de yngre ryttere, fortæller holdejer Christa Skelde til TV 2 | ØSTJYLLAND.
Lige nu har teamledelsen travlt med at finde 15-17 andre ryttere inden første løb, som sandsynligvis bliver i januar eller februar.
Allerede på torsdag forventer Team Cult Enegy at kunne præsentere næste rytter i truppen.