Chris Anker slap med skrækken
Fik flænge i benet under styrt i gadeløb
Chris Anker Sørensen bliver snart klar igen trods det grimme styrt, han var involveret i tirsdag aften under et gadeløb i Jerusalem.
Den danske Team Saxo Bank-rytter har været en tur på hospitalet, og røntgenbillederne bringer en god nyhed: Intet er brækket.
- Vi er utrolig glade og lettede over, at han ikke har brækket noget. Det var lidt det, vi havde frygtet, siger Team Saxo Banks pressechef, Anders Damgaard.
Et lårbensbrud ville have haft store konsekvenser for Chris Anker Sørensens kommende cykelsæson.
Flænge blev syet
Skaden viser sig at være begrænset til en flænge, der er blevet syet, og nogle indre blødninger i benet, som formentlig vil gøre ondt en periode, men som næppe vil koste Chris Anker Sørensen en længere pause fra cyklingen.
Ulykken skete, da en fræk kat sneg sig ind i feltet under et gadeløb, på et tidspunkt da løbet endnu ikke var sat i gang.
Kattens deltagelse i løbet medførte nogle opbremsninger, og Chris Anker Sørensen styrtede og ramte en stenpille med sit ene ben.
Danskeren blev kørt på hospitalet med ambulance umiddelbart efter styrtet.
Ud over Team Saxo Bank deltog israelske eliteryttere i gadeløbet, og blandt andre Jerusalems borgmester kørte med på rundstrækningen under paradekørslen, da danskeren styrtede.