Chikaneret af bilister
Cyklister og bilister er oftere og oftere i klammeri på de østjyske veje
Der er kommet mange flere motionscyklister på de østjyske veje, og de kommer stadig oftere i klammeri med bilisterne om vejbanen.
En af de cykelklubber, der jævnligt oplever at blive chikaneret på vejene er Team Søften:
- Jeg synes, det er blevet værre i hvert fald. Der er selvfølgelig flere bilister og flere cyklister, så det er nok et problem, der bare bliver større, siger Teddy Ballegaard, der er formand for Team Søften, til TV 2 | ØSTJYLLAND.
Cykelklubben har blandt andet oplevet, at bilister kører meget tæt på dem, når de overhaler og oversprøjter dem med sprinklervæske.
Det skaber farlige situationer for cykelrytterne og gør det ubehageligt at være afsted, lyder det fra cykelrytterne:
- Det er meget ubehageligt, så ryger hjertet lige en tur op i halsen, siger Bodil Skorstengaard, sekretær fra Hinnerup.
Spørger man bilisterne, så er cyklisterne lige så meget til gene. Her er holdningen, at det ofte kan være svært at komme forbi cyklisterne.
- Der er efterhånden kommet mange cykelryttere på vejen, og de tror alle sammen, at de kører Tour de France, siger Niels Erik Clausen, håndværker fra Gjern.
Motionscyklisterne i Søften bliver ved med at cykle, og spørger man dem, så skulle bilisterne prøve en tur på to hjul.
- Det er jo et spørgsmål om, at bilister også kommer ud og cykler og mærker, hvordan det er, siger Bodil Skorstengaard.
Du kan se hele indslaget i videoen øverst i artiklen.