Champions League i Grenaa
Viborg HK får ny hjemmebane
Det er nu enedelig besluttet, at Viborgs kvinder spiller kvalifikationskampene til Champions League i Grenaa.
Det bliver ii Network, der skal arrangere turneringen, der også byder på underholdning af Copenhagen Drummers, USO og Clemens.
Viborg HK's direktør, Peter Cassøe, glæder sig over den aftale, der er kommet i stand med ii Network.
- Det har været utrolig vigtigt for os at bevare turneringen i Danmark, så vi kunne give pigerne de bedst tænkelige betingelser for at sikre kvalifikationen til Champions League. Det er lykkedes med denne aftale, som samtidig lægger op til, at hele stævnet bliver en rigtig spændende og attraktiv event i Grenaa.
Også i Norddjurs Kommune er der glæde over, at Grenaa Idrætscenter skal lægge gulv til den store sportsbegivenhed.
- Det bliver en spændende event, som forhåbentlig vil give spillere og tilskuere gode oplevelser - både på og udenfor banen. Stævnet viser, at Grenaa også kan danne ramme om store sportsbegivenheder, siger borgmester Jan Petersen.
Champions League kvalifikationsturneringen har foruden Viborg HK deltagelse af U Jolidon Cluj (Rumænien), Rostov Don (Rusland) og en tredje modstander, der findes ved en præ-kvalifikationsturnering sidst i august.
Viborg HK møder Rostov Don i semifinalen lørdag den 17. september, mens finalen spilles søndag. Kun vinderen af turneringen kvalificerer sig til Champions League.