Byråd vil skærpe krav til bank efter hvidvaskskandale

Byrådet i Odder mener ikke, at kommunen skal samarbejde med virksomheder, der involveret i eller medvirker i hvidvask, skattely eller skatteunddragelse

Hvis Danske Bank bliver dømt for hvidvask, mister de meget vel Odder Kommune som kunde.

På et byrådsmøde mandag, var alle partier i Odder Byråd enige om, at kommunen skal skærpe krav til kommunens bank og andre leverandører.

Det var De Radikale, Socialistisk Folkeparti og Enhedslisten, der stillede forslaget om, at kommunen ikke skal samarbejde med virksomheder, der medvirker i hvidvask, skattely eller skatteunddragelse.

Læs også Politikere sortlister Danske Bank

Forslaget var kommet til efter afsløringerne om hvidvask i Danske Banks estiske filial.

- Det er undergravende for hele velfærdssamfundet. Det er kriminelt, og vi er nødt til at sende så skarpe signaler om, at det vil vi ikke, sagde Leif Gjørtz Christensen (EL) til mandagens byrådsmøde.

Resten af partierne i byrådet støttede op om forslaget om skærpede krav.

- Jeg synes, det er et godt signal at sende til finanssektoren, at der skal være styr på det, eller vil vi ikke handle med jer, siger Hans Hammann fra Venstre.

- Vi har det selvfølgelig lige sådan, at svindel med fællesskabets midler, det kan vi ikke være tjent med. Det skal med i økonomiudvalget næste gang, hvor vi skal forhandle bankforbindelser i 2019, siger Lone Jakobi (S).

John Rosenhøj fra Dansk Folkeparti påpegede dog, at den økonomiske afdeling i kommunen har gjort det klart, at der kun er én bank, der er i stand til at ordne kommunens bankforretninger.

Læs også Kommune åbner for borgerforslag: Simon klar med idé

Men det må man finde en løsning på, hvis det står til en af forslagsstillerne. 

- Det her er signal til alle banker. I skal opføre jer ordentligt. Det må de jo tage til sig. Når staten kan lave en klausul i forhold til det der, så kan vi jo også. Jo flere kommuner, der gør det, jo stærkere er vi. Andre kommuner har også gjort det. Så må vi kigge på, hvad det er, der gør, at der kun er en bank, der er interesseret i at byde på sådan en opgave, siger Marianne Hundebøll (SF).